Skip to main content

Klinisk Immunologisk Afdeling på OUH får chefbioanalytiker

Berit Antonsen er ansat som ny leder for Klinisk Immunologisk Afdeling på OUH, der hidtil har været en af få kliniske afdelinger med kun én leder. Men nu får cheflæge Jørgen Georgsen en kollega.

Med knap 20 år som overbioanalytiker og ansvarlig for den daglige drift af afdelingens Erytrocytlaboratorie kommer Berit Antonsen til opgaven med relevant erfaring:

"Med Berit får vi en leder, der i hele sin karriere har været tilknyttet OUH. Hun kender vores kultur og strategier, og så har hun ikke mindst faglig ekspertise på afdelingens specialiserede laboratorieområde. Hun samarbejder godt med de øvrige syddanske laboratorier og er vores repræsentant i det nationale samarbejde om et fælles IT-system for blodbankerne. Derfor er Berit Antonsen den helt rette til at blive Klinisk Immunologisk Afdelings første chefbioanalytiker," siger Kim Brixen, lægelig direktør på OUH.¨

Klinisk Immunologisk Afdeling er ansvarlig for transfusionsvæsnet i hele Region Syddanmark og rummer desuden et vævscenter med knogler, kar, hjerteklapper, andre importerede væv, FMT og stamceller. Den form for produktion kræver helt særlige certificeringer, udover hvad der gælder andre laboratorier. Desuden varetager laboratoriet diagnostiske analyser inden for hiv og smitsom hepatitis, immundefekttilstande og autoimmune sygdomme. På det sidste område udføres en række analyser for hele Danmark.

Afdelingens forskning omfatter cellulær immunterapi af cancer, autoimmune sygdomme, immundefekter, kimærismetilstande og virussygdomme, samt transfusionsmedicin.
Samtidig er der mange udviklingsprojekter på vej:

"Vi skal til at producere ikke-kommercielle CAR-T celler, og i slutningen af 2025 overtager OUH også ansvaret for bloddonation i trekantsområdet. Dertil kommer forberedelserne til det nye OUH. Så Klinisk Immunologisk Afdeling er på mange måder på vej ind i en ny æra. Den vil jeg gerne være med til at føre os ind i," siger Berit Antonsen.

Hun tiltræder i stillingen som chefbioanalytiker 1. maj 2024.