Skip to main content

82-årig professor med tre doktorgrader

Overlæge og professor i hudsygdomme Hans Christian Wulf valgte 18. august at fejre sin 82-års fødselsdag med at forsvare sin tredje doktorgrad på Bispebjerg Hospital og skrev dermed et stykke dansk medicinhistorie.

Han har forsket i solens påvirkning af huden i mere end fem årtier og er blandt de mest markante danske stemmer, når det gælder solbeskyttelse og hudkræft.

Tidligere er han blevet både dr.med. i 1982 og dr.pharm. i 1989. Med gårsdagens disputats kan han nu også skrive dr.techn. på sit visitkort. På Bispebjerg kender man ikke til andre, der har opnået hele tre doktorgrader.

Hans Christian Wulf har været en pioner inden for lysbehandling. Allerede i 1980’erne og 1990’erne var han med til at udvikle PDT, en behandling af forstadier til hudkræft, hvor en creme gør de syge celler lysfølsomme, hvorefter de kan ødelægges med lys. Behandlingen bruges i dag over hele verden, og kolleger peger på, at det især er hans indsats, der har gjort det muligt.

”Hans Christian er en fantastisk person og utrolig intelligent,” siger tidligere ledende overlæge Tonny Karlsmark, der har kendt ham siden 1970’erne.

”Han har været trendsætter inden for sit forskningsfelt. Sammen med en af de yngre læger, Stine Wiegell, har de introduceret behandling af forstadier til hudkræft med PDT. Det er i høj grad deres fortjeneste, at det er udbredt i hele verden i dag.”

Gennem sin karriere har Wulf ikke blot udviklet nye behandlingsformer, men også opfundet en måleenhed, der i dag bruges globalt til at vurdere solens skadelige stråling. Selv forklarer han, at det ikke er titlerne, men nysgerrigheden og lysten til at finde ny viden, der driver ham.

”For mig handler det om ’opfinderi’. At få ny viden. Og så har jeg en grundlæggende angst for ikke at bruge mit hoved. Jeg mener, det er jo farligt bare at sætte sig i sofaen derhjemme og lave ingenting,” siger han.

Trods sin alder arbejder han stadig omkring 20 timer om ugen på hospitalet. Han har oplevet, hvordan teknologien i dermatologien er forandret dramatisk – hvor man tidligere kunne bruge dage på at finde den rette lysdosis til patienter, tager det nu få sekunder. Flere af de fremskridt kan føres direkte tilbage til hans eget arbejde.