Skip to main content

Ny chef i psykiatrien ved Hospitalsenhed Midt

Karen Raben Kudsk bliver ny chef i Psykiatri ved Hospitalsenhed Midt, hvor hun tiltræder 1. september.

Hun bliver en del af afdelingsledelsen sammen med cheflæge Christine Ebbesen og chefsygeplejerske Dorthe Brodersen Hilker.

Med ansættelsen udvider Psykiatri sin ledelse til et tredelt ledelsesfællesskab, som skal give mere nærværende ledelse, stærkere faglig opbakning og kortere vej til beslutninger.

Karen Raben Kudsk kommer fra en stilling som cheflæge i Hospitalsenhed Midts Akutafdeling og har i flere år arbejdet målrettet med at bygge bro mellem psykiatri og somatik. Det har hun blandt andet gjort som medformand for PAKUT-styregruppen og som medlem af Hospitalsenhed Midts styregruppe for helhedsorienteret liaisonsomatik.

"For mig handler god ledelse om at være til stede, lytte og skabe trygge rammer, så medarbejderne kan yde deres bedste. Jeg glæder mig til at lære mine nye kolleger i Psykiatri endnu bedre at kende og til at bygge videre på det stærke fundament, der allerede er i afdelingen," siger Karen Raben Kudsk.